onsdag den 16. september 2009

2500 kroner og ikke et miligram lattergas


Da jeg var lille, elskede jeg at gå til tandlægen. Jeg har ikke en pløk i kæften, der ikke har mindst en almagan-fyldning. Og bag hver fyldning gemmer sig en statsbetalt skævert. Langt de fleste huller er blevet lavet før eller under de tidlige teenage-år.

Min tandlæge hed Rita. Jeg kunne ret godt lide Rita, for hun var ikke nærig med lattergassen. Hun vidste, at jeg elskede det lort.
Som ti/ elleve årig nød jeg at gå fra klinikken ør i hovedet og med ømme gummer. Sigzakkende, vind skæv og glad.
(Jeg forestiller mig stadig et tandlægebor som en glad lille bi og selve boret som dens brod. Sjovt nok var jeg ikke den flittigste børster.)

Lukket for den flydende lykke
I dag var jeg til tandlæge. Forventninger var høje, for jeg har i hvert fald et par steder, der godt kunne virke klar til et stik fra den dansende bi. Jeg havde ret, der var et par hjørner, der kunne trænge til en udboring.

Men de bruger ikke længere lattergas. Gassen bedøver åbenbart ikke rigtigt, det virker bare afslappende.

Som om det nogensinde har handlet om bedøvelse.
Men der er altså ingen gas tilbage. Til gengæld kostede det 500 kroner for en halv time. Og endnu 2000 når jeg skal have boret basserne. I øvrigt er der ikke længere kviksølv i fyldningerne. Det skal være plastik. På grund af miljøet.
Det går op og ned i showbizz.

La rubia de jamón

Hver plombe har en god gratis skævert bag sig.

3 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Og så kan vi vist godt tåle at se denne her en gang til: http://tr.im/yU9m

    SvarSlet
  3. Hvordan er lattergas-situationen egentlig i Sverige? Det kunne jo være det afgørende nøk for Stockholm.

    SvarSlet